Forsiden Presse Pressemeddelelse 2009-04-11 ("Cartoon")
Pressemeddelelse 2009-04-11 ("Cartoon")
To kunstnere i eget univers 

Udstillingen ”Cartoon” i Det Hemmelige Galleri i Herning varsler forår, også i kunstens verden


Foråret så sagte kommer, og efter naturens drejebog indtager foråret planmæssigt vore marker, haver og hjerter. Det kan vi næppe lave meget om på. Lige så lidt som vi kan ændre den måde, to af forårets kunstnere i Det Hemmelige Galleri i Herning skildrer verden.
Det sker i de kommende uger, og det er tegneseriernes verden set gennem forskellige briller, der spejler sig i foråret uden for ruderne. Begge verdener styres trods deres forskellighed af de samme forhold til liv og død, stilhed og storm, forskellighed og ensartethed. 


Mennesket og fortællingen

Udstillingen hedder ”Cartoon”. Dermed er temaet til tegneseriernes verden endnu engang slået an som en begivenhed, der vil give den gængse opfattelse af  tegneseriehæfter tiltrængt revival. Kunstnerne er Anne Juul Christophersen og Bill Bach, som i deres billeder tager udgangspunkt i vidt forskellige fortolkninger af univers og hverdag.

Anne Juul Christophersen har i nogle af sine billeder i serien ”Zukunft” hentet motiverne fra den asiatiske manga-tegneseries science fiction univers. Andre som ”Enigma” og ”Being Human” tager udgangspunkt i mytologiske og kunsthistoriske motiver.-Hver serie knytter sig til hver sin tid - fortid, nutid og fremtid - og på samme tid til alle tider, siger kunstneren. Fælles for serierne er mennesket og fortællingen. Måske opstår spørgsmålet: Hvad gemmer der sig bag personen på billedet? -Dialogen sker mellem de to beskuere, den som kigger på maleriet og personen på maleriet, der kigger tilbage, siger Anne Juul Christophersen. 


Helte og skurke

Bill Bachs malerier har udgangspunkt i et amerikansk tegneserie-univers med dets velkendte helte- og skurkeskikkelser. Han viser også disse karakteristiske figurer i situationer, de normalt ikke optræder i.
-Jeg har selvfølgelig læst og elsket tegneserier som barn – såvel som nu, fastslår Bill Bach. Nu er den slags ved at være legalt, og de særlige tegneseriemotiver  er elsket i det store udland. Som de også har deres tilhængere herhjemme.Han har fundet inspiration blandt ikke-accepterede kunstformer, men også i de accepterede.
Hjemmevant har han boltret sig i udtryksformer som grafitti, typografi, computerspil, street art og mode samt grafik, som han har produceret til - skateboards. Fra en verden fyldt med referencer til tegneserier og superhelte har han dermed hentet inspiration til sit eget kunstneriske univers. 


Fakta

Udstillingen ”Cartoon” med værker af Anne Juul Christophersen og Bill Bach er åben  onsdag-lørdag 18. april-23. maj i Det Hemmelige Galleri, Bredgade 5A i Herning.

Anne Juul Christophersen, født 1972, stammer fra en kunstnerfamilie og er uddannet billedkunstlærer. Hun har været leder og underviser i Randerup Billedskole, har gennemført flere kunstrejser i Italien, og er skribent på Kunstavisen. Hun har udstillet på en række censurerede kunstudstillinger og i kunstcentre og gallerier.

Bill Bach, født 1972, var i begyndelsen af 1990’erne elev på Herning Folkeblad, blev siden grafiker i Ikast og printdesigner hos Bestseller i Brande. Han har i  København  udført en række opgaver af grafisk og designmæssig karakter.  Bill Bach har været repræsenteret på flere kunstudstillinger.

Pressetekst af Gorm Albrecthsen