Forsiden Tidligere 2009-12-05 Juleudstillingen "Det Gale Svin"
2009-12-05 Juleudstillingen "Det Gale Svin"

5. december  2009 - 9. januar 2010
"DET GALE SVIN"

Galleriets juleudstilling præsenterer to nye udstillere
- samt en række af galleriets velkendte kunstnere.


Udstillingen præsenterer maleren og musikskriveren Nikolaj Christensen fra gruppen ”Nikolaj og Piloterne” og maleren og designeren Martin Quade fra galleriets hjemby Herning. Sammen med dem er der værker af kunstnere, som allerede er knyttet til galleriet.
Der vil på galleriets vægge i december og januar blandt andet være arbejder af Els Cools, Bill Bach, Poul Neale, Hans Chr. Asmussen, Rasmus Bregnhøi, Ruddi Breinholt, Nicholas Imms, Mette Tønder, Margit Enggaard Poulsen, Mikkel Niemann, Claus Rohland, Erik Peitersen, Poul Jupont, Connie Utsen, Johnny Erbs og Susanne Ahrenkiel.


NIKOLAJ CHRISTENSEN
Hvorfor male når man er musiker? Det har Nikolaj Christensen sin egen forklaring på.
 – Jeg elsker at male, når tiden og lysten er der. Når jeg maler, kan jeg slappe af fra mit daglige arbejde med at skrive sange og skabe musik. Så behøver jeg ingen ord. Jeg ser mine malerier som musik og sang uden lyd, siger Nikolaj Christensen der begyndte at male for en snes år siden, i en periode, hvor han mistede stemmen og måtte holde pause med at synge. Siden er han ikke holdt op, hverken med at male eller at synge.


MARTIN QUADE
Martin Quade er relativ ny på den danske kunstscene. Han udstiller for første gang i et galleri i sin hjemby Herning efter mange års ophold i udlandet, blandt andet i London, som grafiker og tekstildesigner. Han har hentet inspiration i det internationale bymiljø med dets pumpende musik, forskellige lyde og mangeartede dufte.
-Jeg elsker tvisten mellem kontrasterne i tilværelsen. Deres miks er drivkraft og inspiration til nye kombinationsmuligheder, siger Martin Quade om sine billeder.
Som kunstner er han også fascineret af de gamle superhelte.
 –De har for mig altid været rigtige mænd, som kunne redde hele verden. Men det ændrer dog ikke på, at selveste Mickey Mouse også kan dukke op på hans lærreder. 


FAKTA om Nikolaj Christensen
Født i København 1966 og opvokset på Vesterbro og i Valby, hvor han bor med sine tre børn.  Sanger (med let rusten tenor), musiker og sangskriver i gruppen ”Nikolaj og Piloterne”. Utallige turneer med band i Danmark gennem 20 år, har udgivet 11 albums i 1989-2009, haft hovedroller på film, bl.a. ”Hjerter i slør” og på teater og medvirket i Tv’s ”Vild med dans” i 2006.


FAKTA om Martin Quade
Født 1972 og opvokset i Herning i kunstinteresseret miljø. Uddannet grafiker, produktudvikler og tekstildesigner. Uddannet maleri og tegning 1991, croquis tegning 1992 og portrætmaling 2009. Seks separate udstillinger i 2008-2009.

 


 
Martin Quade                                                                                                Nikolaj Christensen