Forsiden Presse Pressemeddelelse 2009-09-24 (Henrik Have)
Pressemeddelelse 2009-09-24 (Henrik Have)

En livskunstner solo

 

Henrik Have gæsteudstiller på Det Hemmelige Galleri i Herning

 

Pressetekst: Gorm Albrechtsen

 

-Jeg vil gerne bringe folk på glatis. Men jeg vil også gerne redde dem op igen. Sådan siger Vestjyllands skarpeste udfordrer inden for den multimediale kunst.

 Henrik Have har med sine 62 år prøvet det meste, fra objekter og collager til digtning, illustration og forlagsvirksomhed. Han er netop en mester i kunsten at bringe tilskueren på glatis.

NÆRDØD OPLEVELSEN
Men i en betydelig serie nye billeder, som han i oktober viser på en særudstilling i Herning, er tendensen og dermed også budskabet ganske klar.

-Udstillingen handler om mig og mine billeder, fastslår kunstneren, der efter alvorlig sygdom og en nærdød oplevelse tilføjer, at han har fået et nyt liv med høj cigarføring og mere humør.


Sagt af en kunstner, der ellers er blevet skildret som ”tidligt tiltrukket af den antipsykologiske kunst, der sætter forfatterens jeg i baggrunden og til gengæld involverer læser og beskuer i et åbent fortolkningsarbejde, hvor selve sproget, materialeprocessen og dannelsen af betydning står i centrum”.

De slanke fingre er ikke helt rolige, stemmen er sagte, men indtrængende, og blikket er fast. Panamahatten med det sorte bånd sidder dybt ned i panden. Henrik Have har afleveret en snes billeder til særudstillingen ”Henrik havesolo” på Det Hemmelige Galleri i Herning i oktober.

SKYLDER DEM ALT
-Billederne er stort set alle lavet til denne udstillingen over det fælles tema genoplivningen, siger kunstneren. På grund af alvorlig sygdom tilbragte han flere svære uger i koma og respirator på Herning Sygehus.
-Jeg var død, fastslår han, og tilføjer at uden sygehuset og dets kompetente medarbejdere var han jo nok forblevet død. Denne nærdød-oplevelse har præget et i forvejen dybt religiøst menneske.


Henrik Haves personlige holdning til livet og døden efter den oplevelse kan aflæses i hans billeder, både i deres dystre motiv og i deres opmuntrende budskab.

-Jeg er som jeg er – og det har jeg i øvrigt altid været, men jeg troede egentlig det var en del af min sygdom. Nu har jeg indset, at jeg skylder min dejlige kone og sygehuset alt, både livet og en fornyet intensiv livsopfattelse. Og det er da skønt at kunne erkende, at da jeg altid har været glad for kvinder, blev jeg forelsket i de yngre sygeplejersker, men de lidt ældre betragter jeg som gode kammerater.

LIVSKUNSTNEREN
Henrik Have lader sin livsopfattelse komme til udtryk i sine billeder, hvor skikkelser som røg siver ind i tilskuerens sind. Men tilfreds er kunstneren alligevel ikke helt.

-Jeg kan blive så deprimeret, når jeg alligevel ikke synes at mine billeder er barske nok til hundrede procent at udtrykke mine følelser. Men jeg kommer næppe helt derud, hvor jeg vil uden at det udvikler sig til en slags anatomiske studier, fastslår han med sit karakteristiske skæve smil.


Hans litterære baggrund fornægter sig ikke, og midt i røgen fra cigaretten og duften af stærk kaffe i kruset erkender han, at han med fryd som billedkunstner vil bringe beskueren på glatis. På den anden side gerne vil redde vedkommende op - vel vidende, at han selv må anerkende at hans billeder vil blive opfattet forskellige af forskellige øjne.


Hos Henrik Have er sproget levende, og hans billeder er ofte henvisninger. Både til en vanskelig nutid, en uforudsigelig fremtid og til en fortid præget af smerte.

-Jeg tror næsten at jeg er født i en forkert verden. Det er som alt hvad jeg interesserer mig for lige nu er fra en tid, der er svunden. Næsten som om tiden går baglæns, siger den vestjyske livskunstner.

 

FAKTA

om Henrik Have:
Født 1946 og bosat uden for No nær Ringkøbing i Vestjylland. Betydende dansk billedkunstner og forfatter, der efter i mange år at have arbejdet med installationskunst og happenings udfører malerier og tegninger, hvor skrift, billede og objekt ofte samarbejdes.


Har markeret sig som én af vore væsentligste nyere danske billedkunstnere og poeter. Er tildelt hædersbevisninger som Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (1990) og Eckersberg-medaljen og Leo Estvads Legat (1998).


Henrik Have har udført en række markante udsmykningsopgaver, og er repræsenteret i en række samlinger og kunstmuseer.



Henrik Have og gallerist Ole Sejersen