Forsiden Tidligere 2010-08-14 Mikkel Niemann og Lars Heiberg
2010-08-14 Mikkel Niemann og Lars Heiberg

14. august - 18. september 2010

Mikkel Niemann og Lars Heiberg
"Two Men in Full"



Mikkel Nieman og Lars Heiberg


Udstillingen præsenterer malerier af de to billedkunstnere Mikkel Niemann og Lars Heiberg. De viser primært malerier der har motivisk udgangspunkt i det sete. De anvender genkendelige og hverdagsagtige interiører og eksteriører som grundlag for at arbejde med maleriske problemstillinger som f.eks. flade og rum, form og farve. De arbejder i forlængelse af en figurativ tradition men fornyer den med enkle, nutidige og humoristiske elementer og greb.


Et spejlbillede

Lars Heiberg tager afsæt i fortællinger om kulturel identitet, og portrætterer hverdagslivet fra steder i Vestjylland, hvor han er vokset op. I hans billeder bliver hjemmet nærmest en mennesketom kulisse. Tiden står stille.

I sine malerier, skulpturer og grafik sætter han landsbyen under lup.  Værkerne viser hjemmet som et forvrænget spejlbillede af landsbyens ”stil-stand” og gaderne i den grafiske skulpturglobus ligner en spøgelsesby på vej til forfald, hvor det sidste liv er gemt bag facaderne. Landsbyen er under forandring, og på længere sigt vil den forsvinde. Men spørgsmålet er, om landsbymentaliteten forsvinder, eller om vi tager den med os, hvor vi er.

 
Detaljens betydning

Mikkel Niemann har maleriet som omdrejningspunkt i sin kunst. Hans værker er mennesketomme, selv om det er menneskeskabte miljøer.  Han har et ambivalent forhold til detaljen. Han arbejder meget detaljeret, men vil gerne have en grad af tilfældighedsprincip tilføjet.

-Det er den fysiske virkelighed, vi dagligt befinder os i, jeg undersøger. Den virkelighed, som vi selv er med til at iscenesætte, og som har sociale koder og betydninger. Jeg interesserer mig meget for hverdagens objekter, og benytter mig gerne af de ting, jeg har lige ved hånden, siger Mikkel Niemann.

- Det er objekter, der på en måde kan synes grå og kedelige, og man kan sige, at jeg er en dissekerende videnskabsmand, der fanatisk dyrker dette nære, grå og kedelige, fordi jeg selv er en family-man. Jeg synes at hverdagslivet rummer en rigdom af besynderligheder, der er interessante nok til en undersøgelse.
 


 
  Mikkel Niemann: "Striber 2"

Lars Heiberg: "Some things last a long time" (akryl på lærred)


CV

Lars Heiberg, født 1969 i Hjerm, uddannet som tømrer og siden på Århus Kunstskole og Det Jyske Kunstakademi.  Har udstillet i en lang række gallerier, udstillingssteder og museer i Danmark, Sverige og Tyskland.. Er repræsenteret på Museum of Modern Art Aalborg, Nordjyllands Kunstmuseum, Nykredit København og ”Kunst på Arbejdspladsen”.


Mikkel Niemann, født 1971, uddannet som tømrer og arkitekt og siden på Kunstakademiet i København, arkitektuddannelse i London og billedkunstskole.  Har udstillet i en række sammenhænge herhjemme og i udlandet, modtaget flere priser og stået bag en række publikationer og artikler. Repræsenteret i Nykredit og ”Kunst på Arbejdspladsen”. Udstiller i september i år i Japan.


___________________________________________________


FOTOS FRA UDSTILLINGEN "TWO MEN IN FULL":



Udstillingsvue "Two Men in Full"



Mikkel Niemann: "Endevæg" og Lars Heiberg: "Street Layer" (akryl og olie på lærred)



Mikkel Niemann: "Tæt på" (olie på lærred)



Lars Heiberg: "Welcome to the Neightbourhood" (akryl på lærred)



Malerier af Lars Heiberg: "Gule dage", "Trailer Shows" og "Den kedeligste potteplante i
verden, men alligevel vander jeg den altid" (akryl på lærred)



Mikkel Niemann: "NETTO" (akryl på lærred)



Lars Heiberg: "Shadows" (akryl på lærred)