Forsiden Tidligere 2010-10-09 Jan og Stefan Wessel PRINT
2010-10-09 Jan og Stefan Wessel PRINT

9. oktober - 13. november


"PRINT"
Jan Wessel og Stefan Wessel




Litografi af Jan Wessel



Udstillingen ”Print” præsenterer grafik og fotografier af henholdsvis Jan Wessel og Stefan Wessel. Jan Wessel står for den farvestrålende grafik, mens hans søn, reklamefotografen Stefan Wessel, tager sig af det fotografiske. For Stefan Wessels vedkommende er udstillingen hans danske debut. Han bor og arbejder for tiden i New York i USA.


58 små kort

Maleren Jan Wessel har en personlig tilknytning til det midtjyske som mangeårig scenograf på Team Teatret. Hans grafiske arbejder på udstillingen i Herning afspejler de seneste ti års arbejde, og de der erindrer hans spektakulære scenografi til succesforestillinger som ”Snedronningens Kys” i usædvanlige rammer på isstadion i Herning vil vide, at de har noget at glæde sig til.

Også Jan Wessel er spændt, erklærer han, og afslører at han som en særlig overraskelse har en serie små indrammede grafiske arbejder med i form af ”kort med korte tekster”. 58 i alt, hvilket smukt harmonerer med at han er født i 1952, og dermed også selv er 58 år.


Tvetydig og poetisk

Om Jan Wessel er sagt, at han så at sige har sit eget hjørne i dansk kunst. I hans kunstneriske univers mødes det fabulerende med det maleriske, det legende med det eftertænksomme og det uhøjtidelige med det dramatiske. Han fortæller historier, der kan være både tvetydige og poetiske. Men man skal ikke kradse ret meget i overfladen af hans billeder, før der dukker nye og dybere lag op på kanten af det uberegnelige.

Virkemidlerne har den talentfulde kunstner imidlertid altid kontrol over, og det gælder også sønnen Stefan Wessel, hvis fotografier stiller deres krav til publikum. Hans arbejder med kamera og teknik er ikke kun fotografier. Det er fotografisk kunst, hvor fotografens blik i søgeren og hans personlige nysgerrighed fører tilskueren ad nye veje. Hvorhen de fører, og hvor de ender, ved kun tilskueren – og den der trykker på optagerknappen på fotografiapparatet.

 



Stentryk af Jan Wessel


________________________________________________________________________


UDSTILLINGSVIEWS: