Forsiden Presse Pressemeddelelse 2010-11-28 (JULEGODTER)
Pressemeddelelse 2010-11-28 (JULEGODTER)

Julegodter på væggene

Specialudstilling i Det Hemmelige Galleri i Herning i julen og nytåret

Julen og de søde sager er uløseligt knyttet til hinanden. Lige fra den første tid, hvor vi sang om den søde jul og til nutidens forkromede jul med nostalgiske undertoner har frisk frugt i skåle og slik i kræmmerhuse på juletræet konkurreret om vores opmærksomhed – og appetit.

Måske var det ikke så svært for galleriejer Ole Sejersen at hæfte titlen ”Julegodter” på sin jule- og nytårsudstilling i Det Hemmelige Galleri i Herning. Han tænkte på barndommens jul, og genskabte den søde forventning – samt noget af den særegne oplevelse ved årets største højtid. Blot viser han i årets sidste udstilling, som samtidig er det nye års første, ikke søde sager til at lægge i skåle og fylde i kræmmerhuse, men til at hænge på væggen.

”Julegodter” rummer udvalgte værker af en række kendte danske kunstnere, og selv om ingen af litografierne, billederne med olie eller akrylfarve på lærred eller papir, bærer julemotiv, er der alligevel en forbindelse. Deres størrelse gør dem generelt velegnet til en placering under juletræet og velkommen som en mandel- eller jule-gave.

Billederne er renset for julemotiver, og rummer heller ikke motiver i julens farver eller naturens dæmpede palet.

-Der er tryk på farvevalget, lover Ole Sejersen. Derimod er titlen på jule- og nytårsudstillingen relativt afdæmpet. Det Hemmelige Galleri har tidligere haft jule- og nytårsudstillinger med titlen som ”Den grønne And” og ”Rasende Svin”.

Bidragydere til udstillingen ”Julegodter” er kunstnere som Søren Bjælde, Jan og Stefan Wessel, Bill Bach, Susanne Ahrenkiel, Nikolaj Christensen (fra gruppen Nikolaj og Piloterne), Poul Jupont, Paul Neale, Claus Rohland, Allan Stochholm, Pernille Kløvedal Hellweg, Pia Viborg, Henrik Have og Ruddi Bregnholdt.

Udstillingen ”Julegodter” i Det Hemmelige Galleri i Herning åbner 4. december og varer ind i det nye år til 4. januar 2011.