Forsiden Tidligere 2011-08-12 Kunstnergruppen8.dk
2011-08-12 Kunstnergruppen8.dk

12. august - 9. september 2011
KUNSTNERGRUPPEN8.DK
"TræCover"
 

Bag udstillingen "TræCover" står Kunstnergruppen8.dk, som udstiller i Herning for første gang. Gruppen består af billedkunstnerne Annette Gerlif, Viborg, Else Oltmann, Kolt, Helle Skydt, Risskov, Annette Hornskov Mørk, Vejle, og Grethe Mariann Maurseth, Aalborg. De har blandt andet en uddannelse på Århus Kunstakademi tilfælles.


Udstillingen "TræCover" præsenterer finurlige og farverige malerier, skulpturer og installationer. Samt af fotos som hver især gengiver og dokumenterer noget, de fem kunstnere har iagttaget eller observeret. De snupper billeder af træer, som er beklædt, og dermed har ændret personlighed, forklarer kunstnergruppen. Udstillingen udfoldes både udenfor og indenfor i  galleriet. Dels bearbejdes træerne udenfor galleriet men kunstnerne laver også et fællesværk midt i galleriet; en træinstallation, hvorpå der ligesom på træerne omkring galleriet ophænges små tags, som tilskuerne kan tage med sig til erindring om naturen – eller da naturen ændrede sig.


Kunstnergruppen8.dk betegner selve handlingen som et kortvarigt produkt, der har til formål at skabe et billede. Fotoet er målet i sig selv. Derfor vil begge etager i Det Hemmelige Galleri i udstillingsperioden august-september blive fyldt med billeder af træer, der er iklædt og beklædt. Kunstnerne knytter tråde mellem det moderne menneskes lyst til at tage ting med ud i naturen - og samtidig inddrage naturen i sit hverdagsrum.


-Vi giver træerne et moderne og beskyttende look, en facade. Når vi sætter stiger op mod træer i Herning i denne uge og udsmykker de grønne stammer og grene er det ikke som værn mod vindmøller, men aktiv træbeskyttelse – og udsmykning, fortæller gruppen.



Kunstnergruppen8.dk