Forsiden Presse Pressemeddelelse 2011-10-16 (Els Cools og Oliver Streich)
Pressemeddelelse 2011-10-16 (Els Cools og Oliver Streich)

Livet som en scene
Dramatisk kunst på væggene i Det Hemmelige Galleri i Herning

(tekst af Gorm Albrechtsen)


Netop nu maler naturen med bred pensel og stærke efterårsfarver på paletten. Indtrykkene fra den korte periode, hvor efteråret glider over i vinter, og naturen flammer op i farve og kulør og brænder alle broer af bag sig, har inspireret mange kunstnere op gennem tiden.

Belgisk-fødte Els Cools maler med endnu bredere pensel, stærkere strøg og hidsige kulører fra sin helt egen verden med kras realisme på tærsklen mellem det groteske, absurde og det humoristiske. Nu indtager hun på ny Det Hemmelige Galleri i Herning med en efterårsudstilling, der bærer den talende titel ”Iscenesættelse”.

Hendes ofte dramatiske billeder af elementer fra en genkendelig, men som regel skævdrejet hverdag lever i høj grad op til udstillingens titel, og bærer karakteristiske fingeraftryk. Hvilket man kan overbevise sig om, når udstillingen åbner på lørdag, den 22. oktober.


Livet er en scene

Hun skildrer i sine værker grænselandet imellem det realistiske og det surrealistiske, og udfordrer hele tiden drillende vores virkelighedsopfattelse.

Et karakteristisk motiv er ofte små figurer som forgrund til en sceneagtig baggrund. Hendes skarpe øje for detaljens betydning og evne til at se den omgivende verden fra andre vinkler end de almindelige, afspejler sig i hendes barokke og realistiske billeder. En af dem, der glæder sig, er galleriejer Ole Sejersen:

-Els Cools har udstillet i disse lokaler i Bredgade flere gange, og jeg er glad for gensynet, hvilket hendes fanskare med sikkerhed også er, siger han. Ole Sejersen tilføjer at han ser frem til at se Els Cools’ seneste værker.


Udgivet i mange lande

Udstillingen giver også et indtryk af Els Cools som højt berømmet illustrator. Hun viser et bredt udvalg af illustrationer i bøger, som hun og hendes mand, Oliver Streich, har høstet mange lovord for.

Deres arbejdsteknik skaber en parallel verden til den virkelige og til det skrevne ord. Også dér hvor billederne er illustrationer i en bog, er de selvstændige værker.  Det har ikke skortet på interesse og bogudgivelser i en række lande, lige fra USA til Korea og Kina, hvilket titler som ”Der Schnabelsteher” og ”En engel under trappen” i sig selv illustrerer.


Fakta

Els Cools, født 1966 i Belgien og bosat i Danmark siden 1992, uddannet illustrator fra Sint-Lukaspaviljoen og Det Kongelige Akademi i Antwerpen samt Akademiet i Bratislava i Slovakiet. Hun har som maler deltaget i utallige udstillinger i Danmark og Belgien, har udført adskillige udsmykninger, og har modtaget flere priser og legater.

Oliver Streich, født i 1968 og uddannet på Schule für Gestaltung (Bern) og VSVU (Akademiet i Bratislava). Også han beskæftiger sig med illustration, maleri og tegning, og har bl.a. udstillet på Kunstnernes Påskeudstilling. Han har sammen med Els Cools illustreret en lang række bøger, blandt andet børnebøger, udgivet i mange lande.