Forsiden Tidligere 2014-01-22 Ridser i lakken
2014-01-22 Ridser i lakken

”Ridser i overfladen”
Anette Overgaard Nielsen, Anna Rosa Hjorth-Lorenzen og Thomas Blach Locker
25. januar - 1. marts 2014


Det er første gang, Anette Overgaard Nielsen, Anna Rosa Hjorth-Lorenzen og Thomas Blach Locker udstiller i Herning. De byder ind til et slaraffenland af videokunst, animation, kostumer, geometri, popart og billeder. Er det for stærk kunst, inviterer kunstnerne og galleriet publikum til at ”selv-medicinere” sig med alkohol ved åbningen.


Et kritisk punkt

Og der er brug for stærk medicin. Thomas Blach Locker siger med udgangspunkt i en idé om pop-eksistentialisme og virkelighed i forhold til massemedie-popkultur, at det virkelige, der ægte og autentiske i livet er skubbet tilbage i virkelighedens skygge. Han vil derfor vise værker, der undersøger den menneskelige tilstand.

-Jeg mener vi er nået til et kritisk punkt, hvor den menneskelige tilstand brænder sammen. En måde at se den menneskelige tilstand på er at se den som en dyreart, der er blevet tæmmet. Lige som hunde og katte er gået gennem processen til at blive tamme. Men har mennesket ikke blot trukket sig væk fra verden for at finde sig selv placeret i en stor zoologisk have, spørger kunstneren.

De tre udstillere har vidt forskellige udgangspunkter, men flere fælles berøringsflader, der gør det naturligt for dem at finde sammen. Anette Overgaard Nielsen og Thomas Blach Locker er begge uddannet Master of Fine Art fra Central Saint Martins i London, og har udstillet i både Asien og Europa.  Hun er Cand. mag. I kunsthistorie, bor og arbejder i Herning og har siden et ophold i Japan arbejdet med cirklen som visuelt og åndeligt udgangspunkt.


Set i et spejl

Thomas Blach Locker har – allerede før statsministeren tog det berømte selfie-billede ved Nelson Mandelas begravelse – arbejdet med selfies som motiv. Blandt andet en væg hvor unge piger fotograferer sig selv i et spejl.

Anna Rosa Hjorth-Lorenzen er uddannet tekstildesigner, underviser på Den Skandinaviske Designhøjskole, og har i flere år arbejdet med tekstil som kunstnerisk udtryk, blandt andet som kostumier for kunstneren Lillibeth Cuenca Rasmussen.

I fællesskab ridser de i overflade og måske dybere, og byder indenfor til et underfundigt univers.


CV:

Anette Overgaard Nielsen:
Født i 1973,  Master of Fine Art fra Central Saint Martins i London, i 2006, har deltaget i flere udstillinger og screenings i Europa og Asien. Hun er desuden uddannet Cand. mag i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet 2009, og har de seneste år især udført kunsthistorisk arbejde og undervisning. Hun er nu vendt tilbage til sit virke i den praktisk udøvende del af kunsten, og udstillingen “Ridser i overfladen” viser både nye og ældre værker.


Anna Rosa Hjort-Lorenzen:
Født i 1977, bopæl København. Uddannet på Danmarks Designskole, underviser på Den Skandinaviske Designhøjskole, udstillede stof-skulpturer med ”En kongelig affære” og har løst tekstilopgaver for bl.a. B&O og Coloplast, modeshows i København og Maastricht og en række kostume-opgaver.


Thomas Blach Locker:
Født i 1974 i Danmark og vokset op i England, senere i Århus, er både dansk og engelsk statsborger. Uddannet MA fra Central Saint Martins College of Art and Design i London. Har deltaget i en række udstillinger med video, internet, installationer og dekorationer, bl.a. under navnet ///Thomas Blach LockerTommy Art.