Forsiden Presse Pressemeddelelse 2014-03-28 (Nerveadel)
Pressemeddelelse 2014-03-28 (Nerveadel)

UDSTILLINGEN "NERVEADEL"

Tre spændende kunstnere udstiller på Det Hemmelige Galleri


Med foråret melder nyudsprungne blade på træer og buske og farvestrålende blomster i haven sig på naturens scene. Det samme gør tre spændende kunstnere på den scene, som Det Hemmelige Galleri i Bredgade udgør. To af dem er afgangselever fra Kunstakademiet i København og den tredje er deres mentor. Tilsammen dækker de bredt og scenevant i forårsudstillingen 5. april- 3. maj.


-Fra de første planer om at mumificere Hernings kunstneriske kronjuvel i rekordlange koldnålsraderinger som en henvisning til Piero Manzonis ”Verdens Længste Streg”, der opbevares i Herning, ændrede planerne sig, fortæller Jeppe Kruse, ældste medlem af gruppen.


-Vi lavede sidste sommer en lille pilot-udstilling, mens vi udtænkte planer for denne apriludstilling, lyder det videre. Tilskåret af virkelighedens hjernerystelser, diverse kriser og storbyens nådesløse tandhjul bliver det nu et udsøgt udvalg af værker fra disse tre repræsentanter fra kunstens nerveadel.


Aftalen blev brudt


-En sen nattetime efter en masse gratis ferniseringsøl stod jeg i baren på café Blomsten i Lille Strandstræde og talte med de unge akademielever Peter Larsen og Jon Erik Nyholm, fortæller Jeppe Kruser. Jeg fortalte om min forestående udstilling på ”Det Hemmelige Galleri” i Herning. Inden natten var omme, var de begge inviteret med i projektet.


Min regel om aldrig at aftale noget bindende på et værtshus, det være sig angående kunst eller kvinder, blev hermed brudt - igen. Tidligere har det resulteret i ægteskaber, pludselige børn og 30- årige lån. Denne gang resulterede det i en kunstudstilling.


At nerveadelen kommer til byen, skal dog ikke tilskrives den tyske læge og samfundsrevser Max Nordau trods dennes berømte diagnose om degeneration, ”Entartung” i 1892:


-
De degenererede er ikke altid kriminelle, prostituerede, anarkister eller manifest sindssyge; de er ofte forfattere og kunstnere. De frembærer imidlertid de samme mentale kendetegn og for størstepartens vedkommende også de samme somatiske træk som medlemmerne af ovennævnte antropologiske familie, men tilfredsstiller deres usunde impulser med pen og blæk i stedet for med morderens kniv eller attentatmandens bombe.“


Fire år efter sad Knut Hamsun udsultet på Nørrebro i København og skrev om det nye kunstner-aristokrati, den følsomme ”hjerneadel”, der var plaget af ”indtryksomhed”. Han skriver et essay om kunstnere der, ”
kan aflure naturens skjulte hemmeligheder og udvikle enLydhørhed, der bringer en til at lide endog af Suset fra anede Atomer!“.


(Pressetekst: Gorm Albrechtsen)